Sådan vektoriserer du et logo

Hver pixel i kilden er information, som motoren kan bruge til sporingen, og et logo trukket fra en hjemmeside har meget få af dem. Brug to minutter på at lede efter en større version, før du konverterer: favicon-mappen på kundens site, en gammel PDF-faktura eller præsentation (åbn den og eksportér logoet i 300 dpi — det er måske allerede vektor), en trykt brochure, du kan scanne, eller e-mailsignaturen hos en, der har arbejdet der i lang tid.

Hvis en 200-pixels JPG virkelig er alt, der findes, så konvertér den alligevel, men regn med at skulle gøre rent. På den størrelse har bogstavformerne ingen skarpe kanter tilbage at finde — hver grænse er en to- eller trepixels bred farveovergang — og motoren vil trofast gengive den blødhed som let ujævne kurver.

En JPG har ét ekstra problem, som en PNG ikke har: komprimeringsartefakter. Den kantede glorie omkring kontrastige kanter er usynlig ved et hurtigt blik, men meget synlig for en kantdetektor, der læser den som detalje og sporer den. Hvis din kilde er en JPG gemt i lav kvalitet, er randen den største enkeltfaktor, der står mellem dig og et rent resultat.

Et logo i to farver skal komme tilbage som to ensfarvede fyld. Åbn resultatet i Illustrator, Inkscape, Affinity eller Figma, og se, hvor mange forskellige former det faktisk indeholder. Dette ene tjek fanger næsten alle problemer, der er værd at fange: Hvis et fladt, marineblåt wordmark er ankommet som elleve næsten identiske blå nuancer, havde kilden komprimeringsstøj eller en blød skygge, og alt bagefter — omfarvning, separationer, trykkeriets plader — bliver en kamp.

Når fyldene er rigtige i antal, men forkerte i værdi, er det forventet og let at rette. Motoren prøver de farver, der faktisk er i billedet — altså det, JPG-komprimeringen og skærmbilledets farveprofil har efterladt: Brandets #003C71 kommer tilbage som #023E70. Markér hvert fyld, og indstil den rigtige hex- eller Pantone-værdi i hånden. To minutter, og det er forskellen på et logo, der matcher brandmanualen, og et, der næsten gør.

Sporerede bogstavformer er aldrig så gode som den rigtige skrifttype. De er tæt på — ofte tæt nok på til, at ingen lægger mærke til det på et visitkort — men skruet op i kæmpeformat er forskellen på en ægte kurve og en sporet tilnærmelse netop dér, hvor øjet kigger. Stammer vipper en brøkdel af en millimeter, terminaler rundes af, og afstanden er frossen ved det, kildebilledet tilfældigvis havde.

Identificér derfor skrifttypen, og sæt teksten ordentligt. WhatTheFont, Font Squirrels Matcherator og Adobes egen skrifttypegenkendelse kan navngive de fleste kommercielle skrifter ud fra et rent udsnit. Vektorisér derefter kun symbolet eller monogrammet, og sæt wordmarket som levende tekst ved siden af — det betyder også, at logoet senere kan sættes op i en anden størrelse eller med en anden sperring uden at skulle lave noget om.

Kan skrifttypen ikke identificeres, er den speciallavet eller kraftigt ændret, så spores teksten også, og brug tiden på de to eller tre bogstaver, der bærer mest. Ingen undersøger et lille ”n”; alle kigger på versalen.

SVG er det, du får, og til næsten enhver brug er det også det, du vil have. Alle nuværende designværktøjer importerer det, browsere viser det indbygget, skæresoftware tager det, og det er et tekstformat, du kan åbne og læse, hvis du nogensinde har brug for at vide, hvad der faktisk er i filen.

Det, du ikke får, er EPS, PDF, DXF eller AI. Der findes ingen konverter til nogen af dem i pipelinen, og en forespørgsel om en af dem afvises i API'et i stedet for at blive accepteret og gå stille i stykker bagefter.

Det betyder noget i præcis én situation: Et ældre silkscreen- eller skilteværksted, hvis RIP er ældre end SVG og beder om EPS med navn. Åbn SVG'en i Illustrator, Inkscape eller Affinity, og gem den fil, de beder om — det er ét tastetryk på de samme stier, og det er et trin, din editor klarer bedre end en konverteringstjeneste.