Sådan vektoriserer du et kort

Det er tredive sekunder værd før alt det andet. Er kortet over et rigtigt sted, dækker OpenStreetMap-data det, og at eksportere rigtige vektordata fra QGIS giver dig noget kategorisk bedre end nogen sporing: korrekt topologi, rigtige attributter, lag, der betyder noget. At spore et billede af et kort er det rigtige svar kun, når kortet selv er artefakten — et historisk ark, en stiliseret illustration, en grundplan, der ikke findes noget andet sted.

Er det tilfældet, gælder resten af denne guide.

En vej tegnet én pixel bred har intet indre. Motoren finder områder og tegner deres grænser, og en linje på én pixel er en grænse med intet indeni — den forsvinder enten eller kommer tilbage som en luset tråd. Det mest effektive enkelte greb, du kan tage for en kortsporing, er at starte fra en større kilde.

Er kortet en scan, så scan ved 600 dpi frem for 300. Er det et skærmbillede, så tag det på en højopløst skærm eller ved et zoomniveau, hvor de tynde detaljer er mindst tre pixels brede. De ekstra pixels koster ingenting og er forskellen på, om de mindre veje overlever eller ej.

Plangrænser måles i megapixels — 2 på Free, 3 på Lite, 5 på Pro og opefter — og en 600 dpi-scanning af et A1-ark er langt over dem alle. Klip i stedet arket i overlappende fliser, konvertér hver enkelt, og saml dem igen i din editor — nedskalering smider netop den fine detalje ud, du scannede for at få.

Lad fliserne overlappe med cirka en centimeter ægte kort. At rette dem ind bagefter er meget lettere med fælles detaljer at matche på end med kanter, der blot støder mod hinanden, og stier, der krydser en flisegrænse, skal i sidste ende samles i hånden.

Vand, parkarealer, bebyggede områder og vejklasser adskilles som regel efter fyldfarve, og sporingen giver én samling former pr. distinkt farve. At markere efter fyldfarve i din editor og flytte hver samling til sit eget lag går hurtigt, og det er dét, der gør en flad sporing til noget, du kan style om.

Det virker godt, når kilden bruger reelt forskellige farver, og dårligt, når den bruger tætliggende — to grønne nuancer til henholdsvis park og skov, der adskiller sig med 4 %, lægges sammen, eller adskilles uforudsigeligt langs deres fælles grænse. Har du selv styr på kilden, så øg farveafstanden, før du konverterer.

Et bykort sporet i brugbar opløsning kan bære titusinder af knuder. Det er ikke en fejl — informationen er reelt der — men det gør en editor træg og en webside langsom.

Beskær med hensigt frem for ens over det hele. At forenkle kystlinjen med 30 % er som regel usynligt; at forenkle vejkryds med det samme ødelægger synligt netværket. De fleste editorer lader dig forenkle en markering, så gør det lag for lag.